Heste

Kopi af IMG_1343

 

 

De hellige processionsvogne.

Det skete også, at man ved de religiøse ceremonier kunne se kostbare hestetrukne vogne blive ført frem. Det var firhjulede processionsvogne, hvis vognfadinger var dekoreret med symbolske bronzebeslag, og som blev trukket af heste, hvis seletøj strålede af skinnende bronzeplader, og hvorfra der udgik en ringende, metallisk lyd, når hestene bevægede sig. En sådan fuldstændig ekvipage har man desværre aldrig kunnet fremdrage ved en arkæologisk udgravning heroppe i Norden. Men der er fundet mange fragmenter af disse køretøjer og deres udstyr, som kan danne et tilnærmelsesvis billede af, hvordan disse pragtkøretøjer så ud. Deres forudsætninger rakte langt tilbage i tiden. Tilbage til de stridsvogne, som menneskene i den ældre bronzealder berettede om i deres sagn og fortællinger, og som de afbildede på bl.a. vægstelerne i stormandsgraven i Kivik, men som vi ikke ved, om de kendte ved selvsyn. Stridsvognenes forunderlige firegerde hjul havde man eftergjort på solvognen, og hjulet havde fået en selvstændig betydning som symbol på både solen og herskermagten. Stridsvognen selv havde dog ikke fået nogen lang levetid som symbol i bronzealdermenneskenes kosmologi. Den var snart blevet afløst af den firhjulede vogn, som overalt i Europa nord for Alperne både blev brugt som processionsvogn og som stormandssymbol. På kontinentet i syd, i Østrig, Sydtyskland og Schweiz, var den firhjulede processionsvogn dukket op allerede i det 13. – 12. århundrede f.Kr. I krigeraristokratiets mandsgrave blev den sammen med kostbart drikkeudstyr af bronze og udsøgte våben brugt til at markere den dødes sociale status. I store træbyggede gravkamre anbragte man undertiden en firhjulet vogn, smykket med dekorative bronzebeslag ofte i form af fuglesymboler, og trukket af to heste. I Sydskandinavien kender vi først sådanne vogne fra tiden omkring 800 f.Kr. Det var netop vognfadingen fra en centraleuropæisk processionsvogn, stormanden i Lusehøj på Sydvestfyn blev højsat i, ganske som det var skik og brug længere sydpå. Men de forbrændte beslag og bredhovedede bronzesøm fra storhøjens brandgrube giver os ikke noget særligt klar indtryk af, hvad det var for en pragtvogn, der her var blevet fortæret af flammerne. Bedre hjælp får vi fra et samtidigt offerfund, som blev fremdraget i Egemosen, kun seks kilometer sydøst for Lusehøj. Brændt og derpå nedlagt i mosen var beslagene til dele af en vogn. Blandt beslagene var der mindst seks forskellige slags søm, foruden lange nagler med ombøjet ende og et profileret stykke, beregnet til at rage op på vognkassens side. Der var også dele af hestenes seletøj. Derimod manglede vognens hjul. De var formentlig oprindelig mage til dem, der på samme tid endte i et andet offerfund så langt borte som i Niedersachsen. Her fandt man en halv meter under jordoverfladen fire ens bronzehjul. Deres diameter var 58 cm, og hver af dem vejede 11,7 kg. Fælgene var U-formede, beregnet til optagelse af træfælge. Og der sad da også rester af egetræ fastgjort med nitter i fælgene.

Fra det europæiske kontinent kender man ialt ni af den slags hjulfund.De rækker fra Elbens munding til Middelhavet ved Marseille. Hjulene hørte til vogne, der blev fremstillet i den vestlige del af det centraleuropæiske område, i Schweiz og Sydvesttyskland, og vognen fra Egemosen var et produkt fra et af disse værksteder.Hel eller skilt ad var den sammen med sit seletøj blevet ført hertil de godt tusinde kilometer fra sit oprindelsessted. Den er den største og mest komplicerede importgenstand i bronzealderen. Det er fristende at overveje, om det ikke var den samme eller en ligende vogn, der leverede vognfadingen til Lusehøjgraven, og hvis rester til sidst havnede i Egemosen. Når de firhjulede vogne blev kørt fram ved de religiøse ceremonier, havde de et forspand af to heste,hvisseletøj var udstyret med de prægtigste bronzebeslag. På læderremmene på hestens krop var fastgjort runde bronzeplader, såkaldte falerer, som parvis var anbragt på hver side af dyret. Disse plader er kendt fra et større antal offernedlæggelser, både i Danmark, det øvrige Sydskandinavien, Nordtyskland og Polen, fra tiden omkring 800 f.Kr. Ved Birkendegård på Vestsjælland blev seks sådanne seletøjsplader således fundet sammen med en bronzespand fremstillet i Centraleuropa. Og i Lille Villingrød Mose og Hanemose ligeledes på Sjælland fandt man henholdsvis 14 og 12 af disse plader sammen, men uden andre genstande. Seletøjspladerne havde en diameter på 8 -18 cm. De var normalt fremstillet af hamret bronze – nogle var dog støbt – og de havde et øsken på bagsiden til fastgørelse på læderremmene. Pladerne fandtes i flere forskellige størrelser og hørte sammen i par. Formentlig blev de fremstillet i områderne langs den sydlige side af Østersøen, men under stærk påvirkning af lignende former i de vestlige dele af Centraleuropa. Hvordan de var fordelt på den enkelte heste seletøj, er noget usikkert. Muligvis gik der seks par af forskellige størrrelse til en enkelt hest. Hestenes bidsler kender vi fra et rigt offerfund i en mose ved Høve på Sydvestsjælland sammen med seletøjsplader og kvindesmykker. Allerede omkring 1400 f.Kr. og i tiden derefter er der vidnesbyrd om brugen af sidestænger til hestenes mundbid, i bl.a. et depot fra Sæsing i Vendsyssel, en grav fra Bevtoft i Sydjylland og et formodet depotfund fra Nymø i Skåne. Men i tiden omkring 800 f.Kr. optræder en ny bidseltype. Bidselet havde nu todelt bronzemundbid, og dets ender holder en ring, hvori der sidder rasleblik og en ekstra ring eller en stangknap. Den ekstra ring eller stangknappen må havde tjent til at holde bidslet fast i hovedtøjets kæbestykker. Slidmærker på de nye bidslers rasleblik og biddele viser, at de har været i brug til kørsel med heste. Sidestænger med en oprindelse i det vestlige Centraleuropa kendes også fra denne tid. De skiveformede rasleblik, som sidder på bidslerne med todelt mundbid, har frembragt en melodisk klang, når forspandet bevægede sig. Det var runde eller ovale bronzeskiver i varierende udformning, undertiden var de gennembrudte. De var fortykket langs randen og samlet med en ring. Deres placering var navnlig på mundbiddet, men de kunne også sidde andre steder på seletøjet. Ligesom seletøjspladerne var de især udbredt i Østersøområderne, enkelte spredtes dog helt over til Vesteuropa. I Danmark kender man dem fra flere offernedlæggelser. Sådanne rasleblik ser man anbragt på plads på en ejendommelig bronzeopsats fra tiden omkring 800 f.Kr. som blev fundet ved Svartarp ved Åsle i Væstergøtland i Sverige, men hvis funktion man ikke kender. På de små hestebilleder på tidens rageknive kan man også undertiden se rasleblik, men de er trekantede. Noget tilsvarende kender man ikke fra bidselfundene. Derimod kendes trekantede rasleblik på mange andre af tidens bronzesager. Endelig kunne der på hestens ryg, formentlig på en art mankestol, sidde et hult, sporeformet beslag eller rør, hvis funktion dog ikke er helt klar. I Danmark kender man disse beslag fra nogle få offernedlæggelser, Løvebjerggård på Orø ved Holbæk. Helleved på nordkysten af Als og Turup på Fyn. Det vigtigste fund blev dog gjort i Jønstorp ved Fogdarp i Skåne. Her blev der under en stor sten fundet to sådanne beslag af bronze. På det ene var der to plastiske mandshoveder med horn som Viksøhjelmenes og et fuglenæb i panden, på det andet var der to kvindehoveder. Beslagene har formentlig tjent som holdere for fjerbuske eller lange hår fra en hestehale, der har vajet fra hestenes rygge. De mærkelige beslag blev fundet sammen med bl.a. ringe med rasleblik.

 

 

 

Un