Viden om

Tidstavle

 

 

Mønter i Danmark
De første mønter i Danmark var romerske og kendes fra arkæologiske udgravninger fra omkring 100 e.kr.Ud over romerske mønter har fundene typisk bestået af: Tyske, Angelsaksiske, Arabiske og Byzantinske mønter.
Produktion af sølvmønter i Danmark begyndte omkring år 825, men først under Knud den Store (1018-35) etableredes det første velordnede møntvæsen i Danmark.
Mønter af ædelmetal, sølvmønter og guldmønter, har ved siden af kobbermønter været den eneste pengeform indtil 1713.
Guldmønter:
rhinske gylden fra 1632, nobler udmøntedes senest i 1532, I 1500-tallet indførtes sølvmønten daler som hovedmønt i de fleste europæiske lande.
Forskelllige mønt navne:
Det ældste danske og nordiske Møntsystem var Marksystemet.1 Penninge = 2 skærve.1 ørte = 10 penninge eller 12 penninge. Handelen blomstrer i Europa i Middelalderen.
Den første Europæiske centralbank:
Bank of England blev oprettet i 1694
Nordiske møntsystem – marksystemet
Det ældste danske og nordiske møntsystem var marksystemet. Ordet mark er beslægtet med mærke og hentyder til et mærke på vægten. Pengene blev vejet, en middelalderlig Mark var 216 g sølv.
De første mønter blev slået i Hedeby den gamle vikingeby ved Sleswig.
Første Mønt med Kongenavn er fra Svend Tveskæg. Der var i den ældre tid mange møntsteder. Det vigtigste var det i Lund, Sverige dengang en del af Danmark.
En Mark var delt i 8 øre og en øre i 3 Ørtug.
Ørtugen var atter delt i Penninge. Mens Inddelingen i Øre og Ørtug var fælles-skandinavisk, var Inddelingen i Penning forskellig.
Øst for Storebælt var en Ørtug 10 Penning, på Fyn og i Jylland 12 Penning.
I Sverig var det atter andre Tal: i Svealand 8 og i Gøtaland 16.
Norge var det oprindelig 10
Møntfoden var mark, 1 mark = 16 skilling, 1 skilling = 2 søslinger, 1 skilling = 3 hvide, 1 skilling = 4 størlinge 1 skilling = 12 penninger. 1 Penninge = 2 skærve.
Witten, på dansk Hvid, hentyder til sølvet. I Tiden 1330-1373 bevarede Groten sin sølvværdi konstant. engelsk mønt Sterling Et Pund Sterling = 20 Skilling a 12 Penning.
Disse fremmede Regneenheder stod i et bestemt Forhold til hinanden, således at 1 Skilling Grot regnedes = 3 Skilling eng. = 9 Skilling lybsk. De stod atter i et bestemt forhold til en lødig Mark, idet 5 Skilling Grot = 15 Skill. eng. = 45 Skill. (2 Mark og 13 Skill.) lybsk var = 1 lødig Mark Sølv (233,8 g).
Navnet Nobel efterligner den engelske Rosenobel, men selve mønten var en efterligning af en hollandsk Mønt Groote gouden fra l487.
Kong Christian II lod slå Nobler 1516-18 – med Nobelstemplerne sølvmønter, de saakaldte Sølvgylden. 1537 lod kongen slå Joachimsdalere.
Forskelllige mønt navne i Danmark og Europa
daler
skilling
florinen og dukaten blev indført i anden halvdel af 1200-tallet.
hulpenninge, Tyskland
lybske penninge, Tyskland
Witten og viertelwitten fra Lübeck
heller – sølvmønter fra Tyskland
sterling, England
guldflorin
Frankrig, turnoser også kaldet grosser –
den franske Gros (grot) (Latin grossus – stor) fra Tours.
En Skilling Grot = 12 Grot (Værdi = en Guldflorin).
en Mark var 16 Skilling á 3 Witten á 4 Penninge.
Dansk møntvæsen, Historie
Der er fundet mange frisiske mønter (sceatta) fra 700-t. i Ribe, men det er ikke afklaret, om der har været tale om lokal udmøntning eller frisisk import. I 800- og 900-t. var der udmøntning i Hedeby af mønter, der oftest efterlignede Karl den Stores mønter fra det frisiske Dorestad. Engelske, tyske og arabiske mønter havde desuden betydning som betalingsmiddel i vikingetiden.
Svend 1. Tveskægs mønt, præget efter engelsk forbillede ca. 995, er den ældste mønt i Danmark med kongens og landets navn. Efter udmøntningens beskedne størrelse at dømme (formentlig under 20.000 stk.) var den især tænkt som kongelig prestigemønt.
I Knud den Stores regeringstid tog udmøntningen i Danmark til med Lund som hovedudmøntningssted. Andre møntsteder i 1000-t. var Roskilde, Slagelse, Odense, Ålborg, Århus, Viborg, Ribe, Ørbæk og Hedeby. Alle mønterne var af sølv, og vægten var omkring 1 g. Værdien var en penning. I løbet af 1000-t. fik den danske udmøntning et betydeligt omfang, og fra 1060′erne var danske mønter dominerende i møntcirkulationen. I Svend 2. Estridsens senere regeringsår blev møntindskrifterne i Lund og Roskilde, der ellers normalt var på latin, skrevet med runer (Runemønter). Man må regne med, at visse mønttyper allerede i 1000-t. kan være præget i hundrede tusinder af eksemplarer.
Fra midten af 1200-t. indtil 1330′erne var der en stor produktion af de såkaldte borgerkrigsmønter, som efterhånden blev groft prægede og kun havde et sølvindhold på nogle få promille. Borgerkrigsmønterne blev sandsynligvis produceret i millionvis, og de findes hyppigt i stort antal både i skattefund og tabt enkeltvis, fx i kirker og på handelspladser. Udmøntningen standsede i 1330′erne (i Skåne dog først i 1377). Borgerkrigsmønterne er for hovedpartens vedkommende uden indskrifter. De mange nye jordfund, som siden ca. 1980 er fremkommet ved brug af metaldetektorer, har muliggjort talrige nybestemmelser, både hvad angår møntsted og omtrentligt udmøntningstidspunkt. Fra sidst i 1200-t. til lidt ind i 1400-t. var der også tyske, engelske og franske mønter i omløb i Danmark.
I begyndelsen af 1400-t. blev udmøntningen imidlertid genoptaget i Danmark, fra 1440′erne især som de såkaldte hvide. Møntstedet var Malmø, og produktionen af sølvmønt var betydelig, måske fordi Skånemarkedet bragte landet et eksportoverskud, som kan være blevet benyttet til møntprægningen. I 1400-t. og begyndelsen af 1500-t. blev der også anvendt tyske og nederlandske guldmønter (Floriner) i Danmark.
Efter flere voldsomme inflationsperioder stabiliseredes det danske møntvæsen fra 1541. De danske mønters pålydende værdi blev anført på de forskellige enheder i møntrækken: 12 penning = 1 skilling; 16 skilling = 1 mark; 3 mark (fra 1624: 6 mark) = 1 daler. Hovedmøntstedet var København. Samtidig var nederlandske og mellemeuropæiske mønter (dalere) i omløb i landet fra ca. 1550 til efter 1660.
Under Christian 4. blev der i 1618 indført en kronemønt, der blev udmøntet som 4 mark, ofte kaldet sletdaler, i store dele af 1600-t. Fundet af sølvminerne ved Kongsberg i Norge 1623 gav mulighed for øget møntproduktion, og der blev oprettet møntsted i Norge, først i Kristiania og fra 1686 på Kongsberg; desuden 1619 i Glückstadt ved Elben, fra 1771 i Altona.
Kroneudmøntningen blev fra 1692 afløst af kurantudmøntningen, der dominerede første halvdel af 1700-t. med udmøntning af 8-, 12- og 24-skillinger. Fra 1736 fik Kurantbanken tillige ret til at udstede pengesedler, og siden har pengesedler været i uafbrudt brug i Danmark.

Guld og sølv i jernalderen
Jernalderens fornemme guld – og sølvsmedekunst havde elementer af både religion, original skaberevne og dygtigt kunsthåndværk. Det arbejde som blev udført, var en blanding af det gamle bronzestøber – håndværk og den finere guldsmedekunst. Naturligt nok viste guldsmede –
guldsmede gennem århundreder tilpassede sig strømningerne fra de øvrige germanske lande og Romerriget.
Guldsmedenes kunsthåndværk var afpasset efter samfundet beholdning af metaller.Råemnerne for guldsmedene i jernalderen var guld, sølv, bronze og jern. Forskellige kunstneriske udtryksmidler prægede jernalderens mange århundreder. Den første selvstændige nordiske guldsmedekunst opstod imidlertid først så sent som engang efter år. 400 e. kr. Når den tids guldsmedearbejder også blev så iøjenfaldende, skyldes det blandt andet at det var på det tidspunkt langt det meste guld kom til landet.
Selve guldet kom til Norden allerede i slutningen af bondestenalderen. Det blev siden anvendt som bladguld og unikke guldkur i bronzealderen, men kontakterne til de metalførende områder ophørte i slutningen af bronzealderen, og guld og bronze kom ikke til Norden før år. 100 f. kr. hvor det blev brugt rent eller legeret med sølv. Sandsynligvis stammede det fra Mellemeuropa rige guldlejer i Østrig og Bøhmen.
På samme tid kom sølvet for første gang til Norden, formodentlig gennem de samme mellemeuropæiske forbindelser som guldet og bronzen. Sølvet kom som mønter og smykker hvorefter det er blevet smeltet om.
Kvindens smykker i bronzealderen
På et område forandrede kvinden dog udseende igennem bronzealderens mange århundreder, nemlig når det gjaldt de smykker af bronze og guld, som frem for noget andet markerede hendes sociale status. Nogle af smykkerne begyndte kvinden tilsyneladende først at bære, når hun nåede en bestemt alder og rang. Til gengæld bar hun dem resten af livet igennem, og de blev lagt i hendes grav for at vise, hvem hun havde været i levende live.
Igennem hele bronzealderen er det de smykker, som kvinden bar i sit bælte, som falder mest i øjnene. Omkring år. 1400 f. kr. var det f. eks. Almindeligt, at en velstående kvinde bar en stor, cirkulær bronzeskive med en fremstående spids i bæltet. Om hendes hals sad en bred bronzekrave dekoreret med spiraler eller eventuelt blot en tynd, vreden bronzering. Ved ørerne sad spiralringe af enten bronze eller guld, og om håndleddene og fingrene bar hun ligeledes ringe af kostbart metal. På blusen kunne være syet små, piggede bronzeskiver. Sådanne skiver blev også båret af mænd af vis status. Endelig kunne kvindens snoreskørt være forsynet med små bronzerer. Til påklædningen hørte desuden en bronzedolk, som var anbragt i bæltet.

 

 

 

 

v